UDFORSK NATIONALPARKEN, DER ER OVERVÅGET AF SNÆFELLSJÖKULLS
Længst ude på spidsen af Snæfellsnes ligger Snæfellsnes Nationalpark, og i midten af den troner den gletsjerbeklædte vulkan Snæfellsjökull og overvåger omgivelserne.
Der er mildest talt hård konkurrence fra landets mange unikke attraktioner, men alligevel bliver dette område ofte fremhævet som Islands smukkeste – så det er sigende. Vulkanens tilstedeværelse har skabt den ene mere overraskende lavaformation efter den anden, der alle er beklædt med hele spektret af den islandske flora. Langs kysterne er der flere velegnede steder, hvorfra det er godt at iagttage både fugle og hvaler.
Toppen af Snæfellsjökull er et populært udflugtsmål. Da vulkanen engang for længe siden gik i udbrud, blæste toppen af og efterlod et enormt krater, der i dag er fyldt af en gletsjer, som danner toppen af bjerget og gør det 1446 meter højt. Du kan komme på en guidet tur, der fører dig til toppen fra bjergets sydside. Havde du en drøm om selv at tage turen til toppen, må du desværre droppe den plan; ikke engang for rutinerede og trænede klatrere er det tilladt at sætte kursen mod Snæfellsjökulls top uden guide.
På Snæfellsnes‘ sydvestlige spids, der også ligger inden for nationalparkens grænser, finder du endnu en attraktion: Djúpalonssandur. Denne vilde, mystiske strand med de spektakulære stenformationer er et helt specielt sted at vandre og opleve, hvordan havet møder den sorte strand. Blandt stenformationerne kan du finde en, som siges at forestille en elverkirke, en som ligner en troldkvinde samt en klippeport ved navn Gatklettur.