UDFORSK ØERNE, SOM VULKANERNE HAR SKABT
Lige syd for den islandske sydkyst springer 15 små silhuetter i øjnene – det er Vestmannaøerne, der opstod så sent som for 11.000 år siden efter flere vulkanudbrud under havoverfladen. En af dem er naturligvis betydeligt yngre end som så, og er vidt berømt for netop det: Surtsey, vulkanøen som opstod efter et udbrud i 1963.
Surtsey er kun tilgængelig i forbindelse med forskning, men Vestmannaøerne kan sagtens udforskes. Den eneste beboede ø er Heimaey (Hemøen), hvor den lille landsby af samme navn har en mildest talt dramatisk beliggenhed, omgivet af ildevarslende lavastensformationer og de to vulkaner Eldfell og kegleformede Helgafell. Øen ramtes i 1973 af et stort vulkanudbrud, og store dele af byen blev begravet i lava.
Ud over øernes skæbnesvangre historie er de mest kendt for deres overordentligt rige fugleliv. For er det ikke imponerende, at der hvert år kommer omkring 10 millioner (!) søpapegøjer hertil for at yngle? I yngleperioden dækkes Vestmannaøernes stejle klipper af fuglereder og fugleklatter.
Andre højdepunkter, du kan opleve på Vestmannaøerne, er en stor festival, der afholdes i august, samt det højteknologiske vulkanmuseum. Og hvilket andet sted på jorden er mere oplagt til at opleve sådan et museum end et land, hvor øer fødes af vulkaner?