Island

Rejs rundt i Island

TAG PÅ OPDAGELSE I EN LEJEBIL

Bilen er et godt valg for dig, der ønsker at udforske øen på egen hånd, især hvis det er i lavsæsonen, hvor mange busser ophører med at køre. I Island er det nemt og bekvemt at leje en bil, og du kan vælge mellem alt fra mindre personbiler til større firehjulstrækkere. Hvis du blot skal opleve Reykjavík, er der ingen grund til at gøre det i bil. Byen er let at bevæge sig rundt i, og du slipper for at skulle lede efter parkeringsplads.

Hvis du vil leje en bil, er det normalt billigere at gøre det, før du ankommer til Island. Vælger du at leje en bil i Reykjavík, tilbyder de fleste firmaer at aflevere og hente bilen på dit hotel. Vælger du en firehjulstrækker, er det lidt dyrere, men med en firehjulstrækker kan du også besøge det islandske højland. Du skal for det meste bruge dit kreditkort som sikkerhed i den tid, du lejer bilen. Normalt skal du være 20 år eller ældre for at kunne leje en bil i Island, og du skal have haft kørekort i mindst 1 år.






 

ET VEJNET I GOD STAND

Der findes ikke tog på Island, men øen har et godt vejnet. Rigsvej 1, eller Ringvejen som den kaldes, fører dig de 1339 kilometer rundt langs landets kyststrækning, og den er stort set asfalteret hele vejen og vedligeholdes hele året. Det tager 5-10 dage af køre ad hele Ringvejen, alt afhængig af hvor meget du vil nå at se og opleve undervejs.

Omkring en tredjedel af Islands vejnet er asfalteret. Foruden Ringvejen har Island et udbygget netværk af mindre veje, der fører direkte til omtrent alle landets attraktioner. Vejene er asfalterede eller grusbelagte, og de fleste bjergveje er smalle grusveje med et løst gruslag, specielt langs vejkanten, så du bør køre forsigtigt, især når der kommer modkørende. Hvis du har planer om at besøge steder, hvor du skal køre på bjergveje, kan det anbefales, at du lejer en firehjulstrækker, hvilket giver friheden til at køre til mange vilde seværdigheder. Rådfør dig altid med biludlejningsfirmaet om, hvilke veje du kan køre på.

DET DU SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, NÅR DU KØRER PÅ ISLAND

Foruden de love, regler og betingelser, du er bekendt med fra Danmark, skal du vide, at det tager lidt længere tid at komme rundt i Island på grund af lavere hastighedsbegrænsninger. Du bør også holde øje med skiftende vejrforhold, som kan være uforudsigelige og nogen gange lukke visse veje. Selv om det normalt er nemt at køre i Island, så kan både vejret og de smalle veje gøre det til en lidt større udfordring, end de fleste bilister er vant til. Husk altid at medbringe solbriller, fordi solen står lavt på himlen, og der er stærk genspejling fra både vand og is.

Tankstationerne i Reykjavík er typisk åbne hver dag til kl. 23:30, men efter det tidspunkt er det stadig muligt at tanke op på mange af dem. Uden for byen varierer åbningstiderne.

De fleste bjergveje er lukkede frem til slutningen af juni eller senere på grund af mudrede vejforhold. Hold dig opdateret om vejforholdene. Husk at medbringe et detaljeret vejkort. Det finder du på lokale turistkontorer, hos boghandlere eller på tankstationer rundt om i Island.

Bus

I Island kan du tage bussen til alle beboede områder. Centrum for bustrafikken er busterminalen BSI i Reykjaviks bymidte. Der kan du også få information om alle busruter. Du kan købe billetter på busstationen eller hos chaufføren. Børn under 4 år kører ofte gratis, og for børn mellem 4 og 11 år er det halv pris.

Planlægger du at køre meget med bus, kan det betale sig at købe et rabatkort, for eksempel "Full Circle Pass", som giver dig ubegrænset transport med busserne langs Ringvejen. En anden type rabatkort er "Omnibus Pass", som giver dig ubegrænset transport i en uge.

Du kan også vælge mellem flere særligt arrangerede busture mellem Reykjavík og et udvalg af seværdigheder. Disse udflugter kan du bestille gennem os hos Vulkan Rejser.

INDENRIGSFLY

Air Iceland flyver til mange af de større byer i Island og derudover også til Grønland. Flyene afgår fra indenrigslufthavnen, der ligger lige uden for Reykjavík (ca. 3 km fra byens centrum). Skal du besøge et mindre samfund, er der ofte en flyrute, du kan kombinere med en bus for at nå helt frem til stedet. Det er ikke alle flyruter, der har daglige afgange, og nogle af dem er ikke i brug hele året.

REJS RUNDT MED VULKAN REJSER

Vi har et bredt udvalg af muligheder for dig, der vil rejse for at opleve Islands kultur og seværdigheder. Du kan finde det, der passer til dig, uanset om du til din rejse vælger en guidet bustur, eller du foretrækker en udlejningsbil.